Under et besøg i Provence havde vi fornøjelsen af at møde unge Julian Faulkner på Domaine du Grand Cros (billedet), og vi faldt pladask for de herlige og autentiske Provence vine - om det så var i hvid, rosé eller rød - og endda med bobler.
Domainet ligger ved foden af bjergkæden Massif des Maures ved byen Carnoules i regionen Var, imellem Toulon og St. Tropez.
Domainet og de tilhørende 22 ha jord med vinstokke og oliventræer blev købt af Julians canadiske forældre i 1990. Efter endt uddannelse som ønolog i Bordeaux overtog Julian i 2000 ansvaret for vinifikationen - og resultatet er fremragende godt.
Siden 2020 har Domainet levet op til kravene i den franske miljømærke “Haute Valeur Environnementale(HVE)”.
Denne saftige og kraftige frugtdrevne rødvin er fremstillet på basis af Syrah og Cabernet Sauvignon. Vinen er gæret på rustfri ståltanke for at bevare vinens intense frugt og spændstighed.